TORSDAG D. 25. OKTOBER 2007
Jeg (Diana) har nu haft mine første tre dage på arbejde, det har bare været spændende, og der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at lære rigtig meget. 5W Public Relations er (som navnet angiver) en PR virksomhed med over 70 ansatte. De har deres hovedkontor i New York, men har lige oprettet et kontor i Los Angeles også. 5W Public Relations er ikke mere end 3 år gammel, men den er allerede en af de mest velrenommerede PR virksomheder i USA, hvilket betyder, at klienterne bare strømmer til, så det er en virksomhed i rivende udvikling. De opererer inden for forskellige områder og har klienter i alle mulige brancher lige fra store teknologivirksomheder til berømtheder som Snoop Dogg, Ice Cube etc. I bund og grund går 5W's arbejde ud på at få så meget medieomtale af deres klienter som muligt - det lyder måske såre simpelt, men det er det bestemt ikke.
Jeg er blevet tilknyttet teknologi team'et som intern, hvor vi er 10 personer i alt. De er alle sammen virkelig søde, så jeg er rigtig glad for at være kommet på dette team. Ud over mig er der også omkring 14 andre interns i virksomheden, så det er rigtig dejligt, at der er nogen i samme båd, som man kan snakke med. Her i starten er det meget "nemme" opgaver man kommer til at sidde med sådan som research, telefonopkald til diverse journalister, list building osv. Det passer mig dog helt fint, for så får man lige lidt tid til at falde til og lære virksomheden og arbejdsgangen lidt at kende. For det er godt nok en anden verden og arbejdsgangen er meget anderledes end man er vant til fra Danmark. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, at jeg er havnet i PR-branchen, hvor der er benhård konkurrence og folk ikke skyder nogen midler. Jeg er dog slet ikke i tvivl om, at det er den rigtige virksomhed jeg er kommet til, og det bliver en rigtig positiv oplevelse.
Christian startede tilbage i september hos The Tank, som ligger i Tribeca-området. The Tank er en non-profit organisation som hører til kategorien 'Art Space'. Denne amerikanske betegnelse dækker over steder som huser kunstnerisk udfoldelse indenfor diverse - ofte eksperimenterende - genrer. Således er der alle ugens dage og aftener diverse shows og udstillinger på programmet, som man som publikum kan opleve ved at indløse billet. Én aften er der fx filmfremvisning med anerkendte filminstruktører, den næste aften koncert indenfor alle mulige genrer eller politiske foredrag med forfattere og andre aktivister - eller noget helt fjerde. Yderligere producerer The Tank også store events uden for huset, herunder bl.a. den verdenskendte Blip Festival, som i år foregår i et kæmpe pakhus på havnen i Chelsea i Manhattans Midtown, hvor der i 4 dage vil være over 40 bands fra hele verden som specialiserer sig i den såkaldte chiptune-genre - en musikgenre hvor man udelukkende benytter sig at ombyggede spillekonsoller såsom Game Boys, Nintendo, Atari-maskiner mv.
Jeg beskæftiger mig primært med pr, markedsføring, pressemateriale, kreativ planlægning, grafisk arbejde og fundraising - og det er en utrolig lærerig proces.
Recent Comments